11. februar 2011

Pressemeddelelse

Fonden Himmerland
har doneret dankortterminaler til
Vesthimmerlands Musikhus Alfa

Det lyder som en selvfølgelighed for de fleste. Men det er et stort skridt fremad for Vesthimmerlands Musikhus, når vi nu kan modtage betalinger på dankort. Samtidig er det også starten på at have en fast åbningstid for salg af billetter fra huset. Indtil nu har vi lavet individuelle aftaler med vores kunder om personligt fremmøde hos os.

Der bliver i første omgang åbent for billetsalg hver torsdag mellem kl. 13 og 16 fra og med torsdag d. 3. marts 2011. Vi vil løbende vurdere behovet hos vores kunder, og om vi skal udvide og/eller ændre noget i forbindelse med åbningstider. Statikken for vores første halve år med eget billetsalg, siger, at ca. 10 % af vores kunder er blevet betjent i musikhuset ved personligt fremmøde. De øvrige 90 % er blevet betjent af enten call center eller print-selv.

Vi har siden Michael Falch-koncerten d. 28. oktober 2010 solgt billetter gennem vores billetudbyder Billetten.dk – det var i første omgang kun muligt for os at henvise vores kunder til Billettens telefonnummer og print-selv på nettet, hvilket har fungeret for de tusinder af kunder, som har købt billet til forestillingerne i musikhuset. Vi har løbende serviceret de kunder, som har kontaktet os, fordi det ikke har været muligt at gå på nettet eller printe selv, og til de kunder har vi solgt billetterne fra musikhusets administration.

Det er en opgradering af den service vi hidtil har kunnet tilbyde vores mange kunder, at man kan købe billetterne hos os, og at man fremover kan betale med dankort. Vi er nu også salgssted for alle arrangementer hos Billetten.dk – se www.billetten.dk

Vores kiosk betjenes af medlemmer af støtteforeningen Vesthimmerlands Musikhus' Venner. Fremover kan man også betale med dankort i kiosken, når der sælges forfriskninger i forbindelse med arrangementer.

- Det er en stor glæde for Fonden Himmerland at kunne bidrage til opbygningen af vores lokale musikhus, til glæde for borgerne i Vesthimmerlands Kommune og i resten af landet, udtaler formand for bestyrelsen for Fonden Himmerland Johannes Michelsen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til undertegnede.

Med venlig hilsen,
Karen Qvist Rørsted – musikhuschef